Dit barn vil få sin egen garderobe med plads til årstidens tøj og sko samt hjemmesko.
Du skal sørge for at medbringe:
Alt hvad jeg bruger af cremer, sæbe osv. vil altid være parfumefrit uden ftalater og farvestoffer. Jeg vasker stofbleer, håndklæder osv. med Neutral vaskemiddel....ingen skyllemidler.
Du er selv ansvarlige for det som du medbringer. Det vil sige hvis noget går i stykker , skal du sørge for at det bliver repareret eller erstattet af nyt.
Trykknapper og almindelige knapper
Du må meget gerne tænke over, at dit barns tøj ikke har for mange knapper. Jeg får ondt i mine fingre, og på sigt kan det give slidgigt. Du må gerne give dit barn bodystocking på, jeg knapper bare kun den ene knap. Cowboybukser er meget stivt i stoffet. Dem med stræk er ok, hvis de er bløde i stoffet. Jeres barn kan ikke udfolde sig motorisk helt optimalt med cowboybukser på.
Uldtøj
Uld er meget anvendeligt både sommer og vinter. Uld er med til at regulere varme og kulde. Derfor anbefaler jeg uld, minimum som det inderste lag.
Sovetøj
Jeg anbefalder ulddragter eller uldjakker til at sove i, da det regulerer varmen meget bedre end polyester. Gerne knapfri
Termotøj
Termosæt/fleecesæt er meget anvendeligt. Det bruges både i overgangsperioden med eller uden regntøj udover. Når det er rigtig koldt er det godt med tøj i flere lag til justering af varmen, så der bruges termosæt/fleecesæt under flyverdragten. Køb ikke termotøjet for tyndt og til de mere kuldskære børn kan det fås med fleecefor.
Regntøj
Regntøj i en god tyk kvalitet (Gummi regntøj) er godt til brug ved de store regnbyger eller hvis barnet skal være ude i længere tid. For bukserne gælder det, at de skal have en størrelse, så de kan komme uden på flyverdragten. Der skal være “elastik” i foden, ellers bliver de våde i støvlerne.
Flyverdragt
Det er vigtigt at flyverdragten sidder godt på barnet, men samtidig hvor der er god bevægelsesfrihed samt mulighed for at kunne have ekstra tøj på indenunder når det er rigtig koldt. Ekstra isolering på bagdelen er godt, da børnene ofte sidder ned når de leger eller spiser.
Man kan følge forskellige test (fx Tænk & Test) for at se hvilke mærker der er gode til prisen. Det kan variere fra år til år. Vandsøjletrykket på en flyverdragt viser hvor vandtæt tøjet er. Vandsøjletrykket skal gerne være minimum 8000 for at kunne klare en hel dag udenfor.
En flyverdragt hvor man kan lyne heeeeeelt ned til foden er virkelig godt for det praktiske når bleen skal skiftes, når vi er på tur.
Det kan ikke anbefales at købe skibukser og –jakke hver for sig, da de kan skille på midten.
Hvis flyverdragten bliver meget beskidt af fx mudder eller sand, er det nemmeste at lade den tørre til dagen efter og så børste det af. Børnene må gerne have beskidte flyverdragter med – de skal jo alligevel ud og have det sjovt og lege videre dagen efter.
Flyverdragter bør ikke vaskes så ofte og slet ikke med skyllemiddel, da det slider/ødelægger membranen. Man kan evt. vaske med imprægnering eller spray bagefter. Man kan gøre imprægneringen bedre ved at putte flyverdragten i tørretumbleren bagefter i max 5-10 min, da imprægneringen lige ”smelter” lidt ind i stoffet.
Handsker/vanter/huer
Kolde fingre er ikke sjove, så gode luffer er et must om vinteren, gerne 2-3 par at skifte med. De skal være vandtætte og nemme at få af og på for barnet. De bredde modeller eller dem med lynlås er nemmere at få på og de må gerne være med langt vindfang.
Luffer varmer bedre end fingervanter.
Af luffer anbefaler jeg Didriksons kids biggles zip mittens 7
Til overgangsperioderne er det rart at have et par strikkede vanter på. Også her bør der være 2-3 par at skifte med.
Jeg anbefaler elefanthuer – gerne nogen der går langt ned af ryg/bryst.
Fodtøj
Gummistøvler er uundværlige, da det er skønt at hoppe i vandpytter. De bør sidde godt på foden, da vi går mange ture. Tjek dem gerne jævnligt efter for huller, da skovbunden slider dem hurtigere.
Når det er koldt og vådt samtidigt er forede termogummistøvler gode, hvis de sidder godt på jeres barns fod.
I vinterperioden er støvler med udtageligt for super gode, de holder både kulde og vand ude.
Ellers kan støvler med vandtæt membran (TEC) anbefales – fx ECCO.
Det er vigtigt at støvlen ikke er for kort, men går et stykke op af benet.
Du skal huske at tegne en ulykkesforsikring på jeres barn. Tag en snak med jeres forsikringsselskab.
Jeg planlægger som udgangspunkt min ferie for et halvt år af gangen. Du vil få det på skrift, når dit barn starter.
Som udgangspunkt afholder jeg vinterferie, påskeferie, 4 ugers sommerferie, efterårsferie samt juleferie. Udover dette vil der være fridage/afspadseringsdage afholdt henover året.
Jeg holder lukkede på helligdage.
Du skal selv sørge for pasning, når jeg holder ferie/fri. Der kan komme rettelser til ferieplanen.
Fridage med kort varsel kan opstå. Det vil jeg varsle så hurtigt som muligt.